Bo i hvert sit land? Dele familien op? Forfølge sine egne drømme? Og stole på hinanden undervejs? Kan man give hinanden frihed, efter at have været sammen i 20 år? Kan man så stadig være kærester, gift, familie, høre sammen? Jeg ved det ikke, men jeg har tænkt mig at prøve..

Det krævede sgu ret meget mod at fortælle min mand, at det ikke var det rigtige for mig til at flytte til Schweiz med ham. Jeg har været så meget i tvivl. Vi tog til Geneve nogle dage for med åbent sind at undersøge internationale skoler, huse at bo i og venner at spise middage med. Og som det familiemenneske jeg også er, forsøgte jeg virkelig at forestille mig, hvordan det ville være at bo der, for vores to piger, for min mand, for mig, for os..

Men en snigende følelse af klaustrofobi voksede sig stærkere og stærkere hos mig.. af, at dét her, det er ikke mit projekt, det er bare ikke dér, jeg er i mit liv lige nu… Og af splittelse, for Geneve er tydeligvis det rigtige for halvdelen af familien.. en teenager, der er SÅ klar til at flytte ud i verden, udvide komfortzonen, møde mennesker fra hele verden og gå på en skole, hvor der endelig bliver forventet noget af hende. Og en mand som drømmer om at komme ud og prøve sig selv af et andet sted end i periferien af Trørød Torv, hvor han har levet hele sit liv.

Men det føltes umiddelbart ikke som om Geneve ikke det rigtige for mig nu. Jeg har endelig fundet det, jeg virkelig brænder for at lave, er stille og roligt ved at udvikle gode, stærke rødder og metoder, ved at lære virkelig at stå ved det, jeg tror på – og dele det med verden omkring mig. Og vores yngste datter har lige lært at tage bussen til Lyngby Storcenter selv, at cykle til Vedbæk og spise pizza med vennerne … hendes verden har også brug for at blive større, skridt for skridt.

Men hvordan beslutte? Grebet af begejstringen omkring mig, og af mit eget sind, der altid starter med at se muligheder, se det positive, indtil jeg står midt i et eller andet og bare VED, at det her, det var forkert, det her burde jeg have vidst, ikke var det rigtige for mig.. hvad fa’en har jeg NU rodet mig ud i? Når jeg gør det forkerte, ved jeg efterhånden også, hvor meget min frustration, min forvirring, mit behov for at vikle mig ud af det igen, går ud over dem omkring mig.

Det ville jeg hverken udsætte mig selv eller min familie for, så jeg gjorde, som jeg efterhånden har lært virker – tog væk fra hurlumhejet, for at træffe en af den slags beslutninger, som virkelig betyder noget..

Luna UN m flag   Dew covered cobwebs cover gorse bushes in heavy fog on the Blorenge Woodland Trust reserve in the Brecon Beacons. November

Ud i naturen et par dage, til det fredeligste sted jeg kender, fyldt med kærlighed og god energi. Et par dage med masser af plads omkring mig til at lande og genskabe forbindelsen til mig selv og det, jeg er her for. Plads til at mærke, hvad der er det rigtige at gøre, uden at please, uden at lade mig begrænse af normer og eller ideer. Det er ikke altid en let øvelse, men det har vist sig at betale sig for mig, at give de vigtige beslutninger plads til at bundfælde sig og vejen fremad plads til at vise sig tydeligere.

Midt om natten derude vidste jeg, at jeg ikke skulle flytte til Schweiz – at det ikke er nu for mig. Hverken jeg eller mit firma er robuste nok endnu til at forlade Danmark. Vi har brug for mere tid til at udvikle og folde det ordentligt ud, før jeg eventuelt flytter land. Til at stå rank og åbent og ærligt fortælle de historier, der kalder, åbne de døre, jeg kan.

Som sagt krævede det en god bunke mod, ærlighed og klarhed for mig at komme hjem og fortælle min dejlige mand, at jeg ikke var klar. At give ham plads til at reagere og finde sin egen vej. Og sammen at lande den vej, vi begge føler, er den rigtige for hele familien – at de, der er klar, tager ud i verden, og de, der ikke er, bliver hjemme. Det lykkedes, vi landede den sammen – i kærlig overensstemmelse med både hinanden og vores døtre, den ene lettet over at skulle afsted, den anden over at kunne blive hjemme. Og vores ældste datter med kommentaren: ’Jeg synes, du er sej Mor, at du gør, hvad der er rigtigt for dig, for jeg ved, at hvis du tog med, når du ikke rigtigt har lyst, ville du blive vildt irriteret på Far hele tiden..’

Nu begynder vi at nærme os den tid, hvor familien deler sig op og finder sig til rette på hver sin side af Alperne.. og med det en pokkers masse følelser og spørgsmål.. ’Hvordan bliver det ikke at se min ældste datter hver dag? Hvordan bliver det ikke at vågne op ved siden af min mand hver dag? Hvordan vil det være for os to, der bliver tilbage, at bo helt alene her? Hvordan vil min yngste datter have det med ikke at være sammen med sin far og sin søster hver dag? Hvordan bliver det i det hele taget at være en postmoderne familie, der kun ses i weekenderne, og ikke engang alle dem? Kan jeg undvære dem, og kan de undvære mig dernede?

Det føles som en giga beslutning – og et endnu større sats – at bo i hvert sit land. Og det har været virkelig interessant at opleve folks reaktioner, glæde, begejstring, frygt, forvirring.. ‘Hvad er nu DET for noget, I har gang i? Kan jeres forhold virkelig holde til det? Wauw hvor fedt, det vil jeg også.. Uhh det bliver dyrt.. Jamen så må I da vente, til alle er klar.. Du skal ikke tro, du bare kan holde kontakten med din teenager via skype og i weekenderne, det er ikke nok, når hun går igennem den mest omskiftelige tid i sit liv.. Hmm, måske var det også en ide for os at give hinanden lidt mere plads..’. Meget forskelligartede reaktioner på en beslutning, der i bund og grund handler om vores liv, men som alligevel påvirker en masse mennesker omkring os.

Jeg ved, jeg kommer til at sende dem afsted med kriller i maven, tårer i øjnene – og også en hvis grad af frygt for, at det hele går op i hat og briller.. Men jeg håber, at jeg OGSÅ kan sende dem afsted med tillid og kærlighed til både dem derude i verden og os herhjemme, til at det vil åbne op for en ny måde at leve på, en større verden.. og måske er det første skridt på vejen til, at hele familien bliver verdensborgere?

Mon man kan det?

Har du beslutninger at træffe, overvejelser i dit liv eller lyst til at få plads nok omkring dig til at mærke efter hvad du står for, finde din mojo?

Så tag med os på Natur Retreat i efteråret.. Der er flere at vælge imellem.. se her