Forleden nat var jeg til fest med Nicolas Bro. Store, fine, lysende Nicolas Bro. Det var han i hvert fald den aften, hvor han med yndefuld improvisation udstillede sig selv som dansemus for rapperen Pharfar. Det var så særligt, at det gav mig mod på at være mig.. Følte faktisk, at det blev lidt lettere bare at være menneske, fordi han tør vise, at han er det..

Dans eller dø, sagde han bagefter – det var hans valg.. At han så valgte en yderst original dans var genialt. Livsbekræftende. Jeg blev dybt bevæget af det.. Måske fordi jeg kender følelsen af, at nu er det NU – folk kigger, opmærksomheden er der, muligheden for at trænge igennem med et budskab står åben.. Og også følelsen af at være lidt bange for at vælge at danse – at risikere at give mig selv fuldt ud – eller at visne fordi jeg lader frygten for andres dom styre min vej..

Det ser så ufatteligt nemt ud, når et øvet menneske som han gør det – men det er bare ikke særligt nemt at stille sig frem for de fleste af os.. Særligt ikke under pres, når vi i høj fart kan føle os vejet og vurderet, dømt inde eller ude.. Måske er det derfor, flere af de store danske virksomheder måler på ’hårdførhed’ som en absolut positiv leder- og frontløberkvalitet. For det er klart, at det er hårdførhed vi har brug for, når vi hele tiden skal præstere, levere, sælge, tænke klogt, være empatiske, udvikle nyt, være kreative og innovative.. Eller er det?

Hvad sker der med den hårdføres evne til at danse? Hvad sker der med originaliteten? Energien? Letheden og den dér åbne uovervindelighed?

Jeg er i en fase, hvor jeg sprudler af virkelyst og kreativitet, og jeg har lyst til at danse.. Mit drive er helt i top.. Jeg har lyst til at give noget af al det jeg har lært gennem årene videre, udforske, inspirere, blive klogere i samspil med andre. Og hvordan undgår jeg så at ambitionerne og drivet løber af med mig? Hvordan får jeg åbenheden og sårbarheden med også? Det der hjælper mig til at mærke, hvad der er den letteste vej? Hvad der virkelig betyder noget for dem, jeg arbejder med? Det er som om, min laaaange rejse fra pleasende SuperSille, over Super-tjekket-virksomheds-konsulent med seje topledere og kedelige powerpoints i lange baner er ved at lande i noget, der er helt urimeligt enkelt – bare os, med direkte kontakt mellem himmel og helvede, ude i naturen, i stille og rolig, helende udvikling, mens skjoldene langsomt opløses, så lyset kan komme ind og gløden helt af sig selv begynder at stråle igen..

Det er ret stort hvad enkelhed, natur og opmærksomhed kan gøre ved vores evne til bare at være mennesker – og hvad det gør ved uovervindeligheden, originaliteten, modet til at danse.. En af deltagerne fra det sidste Wilderness Retreat sagde efterfølgende:

“My biggest realization was just how much of our self-image is the reflections that bounce back to us from other people – how they react to us, what they say, their body language to us.. It so defines who we think we are. Once that circle of mirrors is taken away, you quickly realize … Oh, so this is me then…. And that is a good thing. It is not necessarily hugely different to what you thought you were before, but it is totally from YOU rather than coming from anyone else. I felt that when on my big walk after the first hours and night of silence. Sitting on the top of the huge granite hill, looking over the lake, the sunshine finally flooding the sky; whittling my little Swedish horse. I thought, so this is me… And I am kind of ok with who that person is. And therefore totally happy to just be alone with myself. I bounced back to the camp, jumping ravines and fallen trees. I felt invincible. That feeling is still with me – in fact I bought a sweatshirt with the word INVINCIBLE on it last week!..”

Er der noget helt enkelt du kan gøre i dag, for bare at give dig selv lov til at være som du nu er?

Hvis du lyst til at udforske mulighederne i samspil med mig, så tilmeld dig et gratis discovery call med mig her..

Discovery Call

Ha en dansende, dejlig rød-bededag
Sille

unnamed-1